Ideen om at øge arbejdskraftforbruget på bekostning af ressource- og materialeforbrug - at reparere i stedet for at udskifte - er rigtig i en situation med stor ar­bejdsløshed. Men høj beskæftigelse i byggebranchen flytter grænsen for, hvornår det er aktuelt.

Derimod kunne princippet have et potentiale i lan­de med et stort renoveringsbehov og overskud af arbejds­kraft - bl.a. Østeuropa og nogle 3. verdens lande.

Delegationer fra bl.a. Sydafrika og det tidligere Østtyskland har været interesserede, og EU (repræsenteret af chefen for den afdeling af kom­misionen, som varetog støtteprogrammet) opfordrede til en videreførelse på området.

At det ikke har kunnet lade sig gøre at følge op på disse henvendelser afdækker et problem, der er generelt for de byøkologiske projekter: der er intet ejerskab til projektet og projekt-erfaringerne, når projektperioden er slut.

Det vil sige at erfaringer ofte går tabt, hvis ikke de opsamles umiddelbart ved afslutningen af pro­jektforløbet - og det kan sjældent lade sig gøre.

Senere spredes projektets aktører for alle vinde. Viden er ikke samlet og der er ingen organisation eller økonomi til opsamle erfaringer, til at formidle dem og til at sam­arbejde med projekter, der vil bygge videre på re­sultaterne. Derfor får man ikke altid de succeser ud af projekterne, som man kunne have fået.