Værktøj eller certificering?

I princippet er værktøjer noget man bruger i planlægning og projektering, og certificering foregår når bygningen er færdig.

I praksis bruges certificering delvist som et værktøj, fordi man i planlægnings- og projekteringsarbejdet arbejder med en målsætning om at opnå en bestemt certificering, og derfor undervejs tester om bygningen kan leve op til kravene.

Værktøjer bruges også efterfølgende til at dokumentere overfor omverdenen at byggeriet er miljøvenligt.

Den afgørende forskel på værktøjer og certificeringer er, at der ved certificeringer er en kontrolinstans, der i et eller andet omfang kontrollerer at  de oplysninger der ligger til grund for certifikatet er korrekte. Det kan fx være ved at stille krav til dokumentation eller foretage stikprøvekontrol. 

Energi, affald, emissioner, ressourser?

Ambitionsniveau og vægtning

Det ligger i sagens natur, at ordningerne skal forsøge at sammenligne forhold, der egentlig ikke er sammenlignelige - er det lige så vigtigt at undgå bromerede flammehæmmere som at spare på energiforbruget - og i givet fald hvor meget - og hvor vigtigt er det så i forhold til at undgå affald?

Der skal ikke nødvendigvis vægtes på samme måde overalt - vandbesparelser er vigtigere i tørre end i regnfulde egne. Der sker også løbende en udvikling i hvilke miljøproblemer der opfattes som mest presserende - idag er der langt mere fokus på CO2 udledning end tidligere, hvor der var mere fokus på problemer som lokal forurening, forsuring og ozonlagets nedbrydning. Derfor er det en god idé at sætte sig ind i hvordan en given ordning vægter forskellige forhold.

Ved udenlandske ordninger skal man være opmærksom på, om ambitionsniveauet passer til Danmark.

Detaljeringsgrad

Både værktøjer og certificeringer har det dilemma, at de nemt bliver meget omfattende og dermed tidskrævende, fordi de skal kunne bruges i alle mulige forskellige situationer. Det gælder naturligvis særligt de ordninger der forsøger at sammenfatte mange miljøforhold.

væsentlige forhold kommer ikke med

Nogle forhold, der i virkeligheden er meget væsentlige for en bygnings miljøforhold, kan som regel ikke aflæses i ordningerne.

Hvis man fx kan reducere arealbehovet ved at forbedre planløsningen eller udnytte nogle arealer til mere end en funktion, så er det noget af det, der batter allermest. 

Nogle bygningerne har større risiko end andre for at blive "brugt" forkert, og dermed få et væsentligt større energiforbrug end beregnet.

I forhold til de anvendte materialers miljøpåvirkning, har bygningens levetid en overordentlig stor betydning, men levetiden afhænger i høj grad af forhold der ikke kan måles og vejes, fx om arkitekturen opfattes som attraktiv om 50 år.

Certificering og værktøjer

Der er efterhånden gjort en del forsøg på at indføre certificeringer og værktøjer, der skal fremme miljøvenligt og energieffektivt byggeri.

Projektet PETUS (Practical Evaluation Tools for Urban Sustainability) har kortlagt en række europæiske mærkningsordninger og værktøjer, og har indsamlet erfaringer med brugen af dem fra konkrete sager.

Det kan være besnærende at få sat tal på miljøbelastningen, så kan man fx tilbyde billig financiering til certificerede bygninger - eller håbe på at befolkningens miljøbevidsthed vil skabe en øget efterspørgsel efter netop disse bygninger, så det bliver økonomisk rentabelt at miljøvenligt.

Mærkningsordninger kan desuden synliggøre effekter, der ikke er umiddelbart synlige, så man undgår for meget fokus på det der kan ses, men måske ikke har den store effekt, som fx solceller og grønne tage (øko bling eller øko gadgets).

På den anden side er der også ulemper forbundet med certificerings- eller mærkningsordninger.

Det kræver viden og erfaring at bygge optimalt i forhold til miljø og energieffektivitet - og det kan man ikke erstatte med nok så mange pointsystemer. Desuden afhænger effekten af den benyttede ordnings vægtning og ambitionsniveau - resultaterne bliver ikke bedre end ordningen. Hvis ordningerne vægter uhensigtsmæssigt vil de reelt føre til ringere og ikke bedre miljøvalg.

Opdatering

Værktøjer der skal hjælpe den projekterende til at foretage det rigtige miljøvalg, har det indbyggede problem, at den meget store mængde data der er nødvendig, næsten er umulig at holde opdateret.

Ikke alene udvikles produktionsmetoder og produkter hele tiden, det gør vores viden om hvilke stoffer vi bør undgå også.

Der er også det problem at forskellige produkter inden for samme produktgruppe, fx mineraluld eller træ, kan have meget forskellig miljøprofil.

Certificeringsordningerne har den fordel, at de opstiller regler for hvilke stoffer der må bruges (og evt. i hvilken udstrækning), og lader det være op til ansøgeren at dokumentere at kriteriet er overholdt.

Certificeringsordninger bør løbende opdatere (stramme) kriterierne, så det hele tiden kræver at man er på forkant at opnå en mærkning. Det giver så et dilemma når mærket får markedsmæssig betydning, fordi det løbende taber værdi - og så bliver det mindre attraktivt at investere i det.

Tidsforbrug og omkostninger

Både værktøjer og certificeringer vil som regel kræve et betragteligt ekstra tidsforbrug.

Værktøjer vil som regel kræve at man lægger en mængde data ind i værktøjet, og certificeringer kræver at man indsamler oplysninger og dokumentation, og derudover koster selve certificeringen også noget.

Der skal være en balance mellem tidsforbruget til selve værktøjet eller certificeringen, og den miljøeffekt man får ud af det. Tiden kunne pricipielt være brugt på yderligere forbedringer af projektet.

Dokumentation og troværdighed

Der er naturligvis mange miljøforhold der ikke bare kan måles, men energiforbrug, indetemperaturer, luftkvalitet og vandforbrug kan sagtens - men det sker desværre sjældent.

Målinger på certificerbare bygninger efter ibrugtagning kunne afdække om der er tilstrækkelig sammenhæng mellem teori og praksis - og hvis der er vil det øge ordningernes troværdighed - og dermed gennemslagskraft - og hvis ikke, så er det jo vigtigt at få rettet op på det.