Konkurrencetekniske betingelser
Marts 2003
Download hele dokumentet
konkurrencetekniske betingelser.doc
Deltagelse
Konkurrencen er åben for indbudte deltagere.
Deltagerne må ikke som medarbejdere, samarbejdspartnere, rådgivere eller konsulenter benytte følgende:
-
personer, som har været med til at tilrettelægge konkurrencen eller har ydet væsentlige bidrag til formuleringen af konkurrenceprogrammet
-
repræsentanter for konkurrenceudskriveren eller ansatte hos Ørestadsselskabet
-
ansatte i Københavns Kommune / Plan og Arkitektur og ansatte i Miljøkontrollens planlægningskontor
-
ansatte i Dansk Center for Byøkologi
-
ansatte hos Lading arkitekter + konsulenter A/S
-
ansatte hos, nære kolleger eller kompagnoner til eller arbejdsgivere for noget medlem af dommerkomiteen eller dennes rådgivere
-
personer der er i nær familie med eller har et nært familielignende forhold til noget medlem af dommerkomiteen eller dennes rådgivere
- virksomheder, som er helt eller delvist ejet af personer, der er i nær familie med eller har et nært familielignende forhold til medlemmer af dommerkomiteen eller dennes rådgivere
Sprog
Konkurrencens sprog er dansk.
Da den ene fagdommer er tysk, vil projektsekretariatet sørge for oversættelse af centrale dokumenter i konkurrencen til tysk/engelsk.
Sekretariat
Faglig sekretær for dommerkomiteen samt projektledelse:
Lading arkitekter + konsulenter A/S
Refshalevej 163a
1432 København K
tlf. 32 83 19 68
v/ arkitekt maa Tove Lading
e-mail: lading@mail.dk
Konkurrencemateriale
Konkurrencematerialet består af
-
udsendte breve og dokumenter (kan findes under udsendte dokumenter)
-
dette program med tilhørende bilag samt spørgsmål og svar
-
eventuelle rettelsesblade og andre meddelelser til de konkurrerende. Alt konkurrencemateriale offentliggøres på denne hjemmeside. Deltagerne i konkurrencen har fået oplyst brugernavn og password samt adresse på hjemmesiden.
I tilknytning til idekonkurrencen afholdes et indledningsseminar den 11. marts 2003. Såfremt der på dette seminar fremkommer kommentarer til programmet, som udskriverne ønsker at medtage, vil disse ændringer blive indarbejdet i programteksten.
Programmet bliver "låst" den 18. marts.
Forespørgsler
Spørgsmål i forbindelse med konkurrencen skal senest den 23. april 2003 fremsendes via mail til lading@mail.dk. Spørgsmålene besvares løbende på hjemmesiden.
Konkurrenceforslaget
Digital konkurrence
Konkurrencen er DIGITAL
Det vil sige, at alt materiale vedrørende konkurrencen - program, besvarelser, offentliggørelse af dommerkomiteens betænkning samt publicering af forslagene - udsendes via denne hjemmeside. Forespørgsler sendes via mail.
Forslagene skal ligeledes indleveres digitalt (på CD-rom). Der afleveres som bilag et udskrift, primært for at sikre at filerne også hos sekretariatet og dommerkomiteen ser ud som forslagsstillerne har tænkt sig.
Indhold
- Skitsemæssige illustrationer, der er nødvendige for at redegøre for projektets ideer og hovedprincipper, i mål og udførelse efter eget valg, redigeret som "plancher".
- Kortfattet beskrivelse der redegør for forslagets miljømæssige mål og midler, samt for de forbedringer forslaget byder på i forhold til gældende praksis. Eventuelle illustrationer i beskrivelsen skal også vises på "plancherne".
-
Et resumé på max. 2 A4-sider. Det er hensigten at oversætte resuméet til engelsk eller tysk, dels til brug for den tyske fagdommer, dels med henblik på den senere offentliggørelse på internettet
Forslagsstilleren skal redegøre for, hvilke af de hovedpunkter, der er nævnt i programmets afsnit Byggeri og Miljø, som forslaget forholder sig til, og på hvilke måder forslaget medfører miljømæssige forbedringer. Det forudsættes, at der i beskrivelsen argumenteres for forslagsstillerens vurdering.
Beskrivelsen kan evt. vedlægges bilag i form af dokumentation for de angivne miljøeffekter. Denne dokumentation vil ikke indgå i den almindelige vurdering af forslagene, men vil kun blive fremdraget i det tilfælde, hvor dommerkomiteen er i tvivl om konklusionen.
Ovennævnte afleveres digitalt, og skal kunne udskrives. Der vedlægges et udskrift på papir.
Omfang
Det forudsættes, at de indkomne forslag offentliggøres digitalt. Konkurrenceudskriveren forbeholder sig ret til at udprinte og udstille de indkomne forslag. Plancherne bør derfor nummereres eller forsynes med en ophængningsplan.
Den del af besvarelsen, der kan udskrives som "plancher", må max. udgøre 12 A3-ark.
Beskrivelsen må max udgøre 12 A4-ark (max. 4.000 ord). Resuméet må max. udgøre 2 A4-ark.
Med forslaget skal afleveres en ugennemsigtig, forseglet kuvert, indeholdende navneseddel i A4-format med forslagsstillerens navn, adresse og telefonnummer (dag/aften) samt det valgte kendingstal.
På kuverten skal endvidere være angivet en anonym email-adresse, som sekretariatet kan henvende sig til, hvis det er nødvendigt (fx hvis der viser sig problemer med at læse de afleverede filer).
Tekniske krav
Alt afleveres dels som PDF-filer, dels i originalformat (som Word, WordPerfect, PowerPoint, PageMaker eller InDesign-filer).
Alle billeder/illustrationer vedhæftes som JPEG eller TIFF-filer.
Illustrationer skal udføres i en teknik, der muliggør en klar opfattelse af forslaget ved gennemsyn på computerskærm og er egnet til digital reproduktion.
Al tekst vedhæftes som tekstfiler ( Word, WordPerfect eller RTF-filer)
Alle filer kopieres til en CD-rom, der afleveres i tre eksemplarer, emballeret i kassetter; såvel CD'er som kassetter skal tydeligt være mærket med det valgte kendingstal.
Generelle krav
Forslaget skal være anonymt, og konkurrenceforslaget må ikke tidligere have været offentliggjort.
Samtlige dele af forslaget skal mærkes tydeligt mærkes med et 5-cifret vilkårligt valgt kendingstal.
Forslagsstillerne bør kun indsende en kopi af forslagets original, idet der ikke vil kunne ydes nogen form for erstatning for eventuel beskadigelse eller bortkomst af det indkomne materiale. Det indleverede materiale vil ikke blive forsikret.
De indleverede forslag vil ikke blive returneret.
Indlevering
Forslagene skal seneste den 5. maj kl. 16.00 være indleveret til Ørestadsselskabet, Holmens Kanal 7, 1060 København K
OBS! Ændret afleveringsfrist: 9. maj kl. 14.00
Emballagen skal tydeligt være mærket:
"Idekonkurrence om bæredygtigt byggeri."
Umiddelbart efter indleveringen fremsendes en kopi af indleveringskvitteringen til konkurrencesekretariatet. På kvitteringen anføres som afsender det valgte kendingstal samt et telefonnummer og en anonym email-adresse, hvortil eventuel henvendelse kan ske såfremt der fx mangler navnekuvert i forsendelsen eller der viser sig problemer med det digitale materiale. Telefonnummeret vælges således, at anonymiteten ikke brydes.
Forslag, der fremsendes via postvæsen eller et kurerfirma og indleveres senest på den nævnte dato, skal være fremme senest den 6. maj for at kunne blive optaget til bedømmelse. Det er de konkurrerendes ansvar at begge tidsfrister overholdes.
Offentliggørelse af resultatet
Bedømmelse af de indsendte forslag forventes afsluttet medio juni, og konkurrencens resultat vil blive offentliggjort via Ritzaus Bureau, på denne hjemmeside samt på www.orestad.dk. Forslagsstillere, der har fået tildelt præmie, vil blive underrettet personligt.
De indsendte forslag vil senere blive offentliggjort på hjemmesiden for De Store Bygningers Økologi sammen med dommerkomiteens betænkning og rådgivergruppens miljøvurdering. Forslagene kan ikke forventes offentliggjort i deres fulde omfang.
Konkurrenceudskriverne forbeholder sig ret til at udprinte og evt. udstille de indkomne forslag offentligt. De konkurrende vil i givet fald modtage nærmere besked.
|